TESCOP - 1997-2000

Introduktion

Hovedformålet med TESCOP var at udvikle økonomisk rentable renere teknologier for at opfylde miljøkravene i betonindustrien og for at reducere betonprodukternes miljøpåvirkning. TESCOP er forkortelsen for "Cleaner Technology Solutions in the Life Cycle of Concrete Products".

Projektet var et Brite/EuRam finansieret projekt, som foregik i perioden 1997-2000. Teknologisk Institut var projektkoordinator for det danskdominerede udviklingsprojekt.

Formålet med TESCOP har været at udvikle renere teknologier for betonelementer set i relation til produkternes totale livsforløb, hvor man vurderer produkternes livsforløb fra produktionen af råmaterialerne, henover fremstillingen af betonelementerne og opførelsen på byggepladsen frem til nedrivningen mange år senere.

Hensigten var, at man ved hjælp af disse livscyklusanalyser og politiske scenarier, skulle udvælge de områder, hvor man skulle sætte ind med at udvikle de renere teknologier

Resultater

TESCOP's resultater er 14 renere teknologier i betonprodukters livscyklus og en metode til udvælgelse af områder til at udvikle renere teknologier.
 
Metoden består af en livscyklusmodel, et stort antal miljødata for betonprodukter, miljøpolitiske scenarier, dvs. prioritering af miljøpåvirkninger i Europa og i de lande, der er repræsenteret i projektet samt livscyklusdata for udvalgte produkter.
 
De renere teknologier repræsenterer et bredt spektrum af løsninger, der sigter på at reducere forskellige miljømæssige påvirkninger, såsom vandforbrug, miljøskadelige materialer i spildevand, arbejdsmiljø, materiale ressourceforbrug, energiforbrug, substanser, der er farlige for helbredet og miljøet, CO2 emission og NOx emission. De renere teknologier repræsenterer løsninger i alle fem livscyklusfaser, dog med fokus på livscyklus fase 2 - betonproduktion.
 
De to TESCOP-projekter, som Betonelement-Foreningen har været involveret i, er genbrug af vand ved fremstillingen af betonelementer samt et projekt om vibreringsfri beton.
 
Spæncom A/S Kolding har deltaget med et vandbesparende projekt. Miljø- og sikkerhedschef Steen Holk fortæller, at resultatet af forsøget er, man vil kunne spare 14.000 m3 vand på årsbasis. "Vi er glade for at have været med", fortæller Steen Holk. "Vi sparer en masse penge, og vi forventer, at anlægget vil være afskrevet inden for 5 - 6 år".
 
Steen Holk fortæller videre, at virksomheden er i gang med en miljøredegørelse, der tager udgangspunkt i, at amtet påbyder virksomheden at ophøre med at nedsive processpildevandet i jorden.
 
Betonelement a/s i Viby Sj. har stået for et projekt om vibreringsfri beton - også kaldet flydebeton. Også på denne front har der været stor tilfredshed med at deltage i TESCOP. "Vi har bl.a. testet den vibreringsfri beton i lodrette batteriforme til en elementtype med så meget armering, at der ikke var plads til vibrator. Med andre ord - vi kunne slet ikke have udviklet disse elementer uden at benytte den vibreringsfri beton", siger fabriksdirektør Stig Møller.

Deltagere

Fra dansk side deltog

  • Teknologisk Institut, Beton
  • Betonelement-Foreningen og
  • Aalborg Portland A/S

Desuden deltog Intron B.V. fra Holland samt en række græske og italienske samarbejdspartnere.