Projektstart marts 2014. Afslutning februar
2019.
Innovationskonsortiet "Grøn Omstilling af Cement- og
Betonproduktion" var et fire årigt forsknings- og udviklingsprojekt
støttet af InnovationsFonden med et totalbudget på 29.000.000
DKK. Formålet med projektet var at skabe grundlaget for en grøn
omstilling af cement- og betonproduktion i Danmark.
Prognoserne forudsiger, at behovet for cement og beton i 2050 er
dobbelt så stort som i 2010. I dag bidrager cementproduktionen med
5 % af den totale menneskeskabte CO2-udledning på
verdensplan. Der er derfor et stadigt voksende behov for at afkoble
CO2-udledningen fra det stigende behov for cement og
beton. Der arbejdes globalt på at opnå dette ved at fremstille
cement ved lavere forbrændingstemperaturer og ved anvendelse af
alternative råmaterialer. Men nye cementer betyder også nye
betonsammensætninger med det deraf afledte behov for ny udvikling,
test og dokumentation.
Danske betoner er allerede mere miljøvenlige end de fleste andre
landes, hvilket bl.a. skyldes vores høje cementkvalitet og en lang
tradition for brug af flyveaske fra kulfyrede kraftværker, som
delvis erstatning af cement i beton. Med regeringens mål om
udfasning af kulfyrede kraftværker inden 2030, står Danmark dog
overfor en markant udfordring ift. at opretholde kvalitet uden at
øge CO2-udledningen, idet der ikke i dag findes
alternativer til flyveaske, der er i overensstemmelse med gældende
lovgivning.
Innovationskonsortiet - i daglig tale kaldet "Grøn Beton II"
projektet - har arbejdet med at tage nye alternative cementer i
anvendelse samt sikre, at danske betonkonstruktioner også i
fremtiden kan etableres med tilstrækkelig stor holdbarhed og
levetid med minimalt behov for vedligehold. Projektet indeholdt en
lang række formidlings- og uddannelsesmæssige aktiviteter, herunder
et samarbejde med erhvervsskolerne om udvikling af
uddannelsesmaterialer samt gennemførelse af workshops for
studerende.
Målet for projektet var. at
- Reducere CO2-udledningen fra cementproduktion.
- Afhjælpe konsekvenserne af den kritiske mangel på flyveaske til
betonproduktion, som naturligt vil opstå når kulfyring af
kraftværker i Danmark udfases inden 2030.
- Skabe vækst i danske videns- og produktionsarbejdspladser samt
mulighed for eksport af dansk viden og løsninger indenfor cement-,
beton- og produktionsteknologi på et internationalt marked.
Projektdeltagerne var:
- Alborg Portland A/S
- Femern A/S
- Banedanmark
- Sweco (tidligere Grontmij A/S)
- Rambøll Danmark A/S
- MT Højgaard A/S
- Unicon A/S
- Dansk Beton Fabriksbetongruppen
- DTU Byg
- Vejdirektoratet
- Energistyrelsen
- Københavns Erhvervsakademi
- Erhvervsakademi Sjælland
- Erhvervsakademiet Lillebælt
- Via University College - Campus Horsens
- Center for Betonuddannelse (AMU Nordjylland)
- Teknologisk Institut